Godaften

God kunst kan kendetegnes ved at være slidstærk. Holde længe, og have godt af at blive brugt – sige os noget til skiftende tider og under skiftende omstændigheder.

Sådan et stykke kunst er Midsommervisen. Midsommervisen er jo helt uundværlig til en hvilken som helst sankthansaften i Danmark – og derfor også i aften.

Hvad er det der gør sådan en sang til en så indgroet del af vores kultur? Og som har gjort at sangen ikke opleves som forældet – selv om den er skrevet i 1885, og derfor nu er mere end 110 år gammel, og selv om visen har været sunget til sankthans i mere end 100 år, siden den første gang blev brugt på den måde ca. år 1900 på Jelling seminarium?

Jeg tror at årsagen er at Midsommervisen rammer en tone eller klangbund hos os, som giver fortrolighed – og at det at synge den sammen tilfører os noget – kald det bare noget ubestemmeligt.

Vi er nok flere der kan få en klump i halsen, når vi bruger Drachmanns enkle ord til at synge om Danmark? Det tror jeg da – og det håber jeg da egentlig også.
 
Ved at synge en sang som Midsommervisen får vi lejlighed til – man kan næsten sige at vi får lov til – at udtale, og føle, ord som det ellers næsten ikke går an at tage i munden i vores rationelle tid.

”Vi elsker vort land”, synger vi – og vi mener det.

Vort land Danmark er jo blandt andet vore smukke landskaber.
Vi ser det på ny, når vi kommer hjem fra andre lande med høje fjelde, store søer, og dybe skove, og måske hede varmegrader.

Så genopdager vi skønheden i det danske kulturlandskab, ved vore kyster, i vore fjorde, på vore småøer – Vi genopdager måske også det lindrende i klimaet – der nok er ustabilt, men som vi har det godt med.

Eller hvis vi bare tager turen fra fastlandet til den fjordomkran-sede ø som vi befinder os på lige nu – så må man næsten være blind for ikke at blive slået af de meget forskellige udtryk som vore enkelte landskaber stiller til rådighed for os – udtryk der ind imellem er ganske unikke.

——–

Men når vi kan synge at vi elsker vort land – og mene det – så har det givetvis mindst lige så meget med medmenneskelige forhold at gøre.

I undersøgelser gennem årene fremstår vi danskere som topscorere på lister over lykkelige og tilfredse mennesker.

Man kan hævde at det skyldes vores demokrati, vores folkestyre.

Men rå virkelighed kloden rundt viser os klart at teksten i en demokratisk forfatning ikke i sig selv skaber en demokratisk kultur – endsige tilvejebringer de betingelser for enkeltmenneskers dagligliv som en sådan kultur er en betingelse for –

Der skal meget mere til.

Vi er blandt de folkeslag der er så lykkelige at have opnået det mere. Vi er så heldige at vores historie har bragt os det mere. Vi har brug for gode udfoldelsesmuligheder, vi har brug for at det enkelte menneskes integritet respekteres og værnes, og vi har også brug for et trygt fællesskab. Overordnet set har vi jo alt det.

Også derfor elsker vi vort land.

Ja, vel gør vi det. Og vi vil have lov til det. Uden nogen form for skam eller dårlig samvittighed. Den kærlighed er ikke nationali-stisk, eller chauvinistisk, eller på anden måde vendt imod nogen.

Med den i bagagen kan vi endda i bedste fald bidrage til fred og udvikling i den såkaldt globaliserede verden.

Uden at tænke over det nyder vi godt af et samfund hvor vi langt hen ad vejen har den holdning til hinanden at vi kan stole på hin-anden, et samfund hvor det også plejer at holde stik at vi kan ha-ve gensidig tillid – hvor tilliden altså ikke bliver skuffet.

I forretningslivet indgås der masser af aftaler af stor betydning mundtligt – og når aftaler skrives ned, er det kortfattet, og ikke i telefonbogstykke kontrakter som vi oplever i mange andre landes traditioner. Og der sker ikke så tit noget ved at det ikke er alver-dens ting der er skrevet ned.

Vi tager som givet at offentlige myndigheder ikke er korrupte, og at myndighederne træffer lovlige og saglige afgørelser. Og det gør de også næsten altid.

Sådanne forhold er uvurderlige for erhvervsklimaet – og uvurder-lige for os enkeltmennesker, og for vores dagligliv i samfundet.

Vi tænker måske ikke sådan over at vi er begunstigede – men svigter grundlaget for tilliden enkelte gange, så står det i grel kontrast til hvad vi ellers oplever.

Dette grundlæggende vilkår ændres ikke af at vi selvfølgelig og-så ind imellem render fra aftaler, og at vi også er tyveknægte, er voldsforbrydere, er skattesnydere, er miljøsyndere osv. Men det er altså ikke hovedreglen.

——-

I udøvelsen af demokratiet, i debatten, kan vi nok bruge grove ord og udtryk, og vi kan stille os afvisende over for synspunkter der går imod vore egne standpunkter – men vi griber ikke til trus-ler, vold og terror med henblik på at undergrave selve demokra-tiet.

Vi vil derfor også have lov til at sige klart og utvetydigt fra, når nogen kommer til landet og nyder godt af velstanden og friheden her – hvis de så udnytter friheden her til at intimidere samme frihed – til med hadelister, trusler, vold og terror at søge at indfø-re – netop ufrihed.

Den slags personer vil vi have lov til at betragte som vore dages hekse, og ingen kan fortænke os i at ønske sådanne hekse udsty-ret med kosteskafter der kan flyve til Bloksbjerg eller meget læn-gere væk – men som ikke kan flyve tilbage igen.

Jeg gætter på at der ved et eller andet bål i aften nok skal blive talt om vores indre heks, forstået som kritik af vilje til at stå helt fast på vore demokratiske værdier – over for helt modsatte vær-disæt som vokser i vort land.

Udtrykket indre heks bør i stedet for benyttes som betegnelse for det der får nogen til at vende ryggen til vore grundlæggende værdier – for at gå heksenes ærinde.

——

”Vi vil fred her til lands” Men ikke bare fred. Ikke den fred der opnås ved overgivelse eller indrømmelser til tyranni. Vi vil vinde freden.

Vore værdier er ikke aggressive, absolut tværtimod; de er venli-ge og imødekommende – og til rådighed.

Og de er værd at fremme og forsvare, og det må vi gøre med nødvendige midler. Drachmann bruger udtrykket ”med sværdet i hånd”, og også her synger vi med. Men i aften vil vi holde hekse og trolde fra livet med glædesblus.

I lang tid fremover kommer vi givetvis til hele tiden at insistere på at vinde freden. Og freden” kan vindes hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde”. 

——-

”Der var engang”.

Det er titlen på den eventyrkomedie som Drachmann lod Mid-sommervisen optræde i. Det er et syngespil med en letbenet handling af stort set samme indhold som det nok mere kendte eventyr ”Svinedrengen” af H. C. Andersen.

I stykket bliver Midsommervisen sunget ved brylluppet mellem prinsen af Danmark og den illyriske prinsesse Kathrine.

Sangen har et fjerde vers. Verset er ikke med i de forskellige sangbøger, og det er derfor nok stort set kun kendt af dem der har overværet opførelse af stykket ”Der var engang”.

Det er nok fordi verset er lidt for sammenvævet med eventyret, at det kun dårligt kan bruges løsrevet derfra – sådan som de før-ste tre vers kan. Og det er faktisk en skam. Der skulle ikke så meget omskrivning til for at fjerde vers kunne følge med de tre første over i sangbøgerne.

Her får I fjerde vers, som Drachmann skrev det. Og det handler også om kærlighed – men om kærlighed mellem mand og kvin-de:

Vi elsker vort land,
og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyrslot kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra det sagnrige Nord
går en glans over jord –
det er genskær af vidunderlandets fortryllede egne!

——

Kære bålgæst. Gå nu ud i den troldske sommeraften og hold om-kring din kvinde eller din mand.

Eller måske kan du finde den rigtige for dig derude i skyggerne.

For til sankthans ”går ungdom til dans”.

——-

God sommer